| |
|
Slægter med oprindelse i både det laveste og det højeste
Fra fattiglemmer til konger og kejsere
|
 |
|
Generation: 1
Generation: 2
Generation: 3
Generation: 4
Generation: 5
Generation: 6
| 89. | Johann Christian Ambders  (35.Johannes5, 8.Andreas4, 3.Magdalene3, 2.Marina2, 1.Marina1) blev født i Westerland; døde cirka 1775 i Bunzlau. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Beskæftigelse: Sognepræst på Helgoland 1734-39
Notater:
Blev forjaget fra Helgoland og tog til den mähriske brødremenighed i Bunzlau i Schlesien.
|
Generation: 7
| 160. | Johannes Bartholomæus Bluhme (98.Catharina6, 43.Beate5, 11.Catharina4, 4.Berend3, 2.Marina2, 1.Marina1) blev født den 1 nov. 1681 i Tønder; døde den 25 okt. 1753 i København (Skt. Petri); blev begravet den 2 nov. 1753 i København (Skt. Petri). Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Beskæftigelse: Præst i Boren 1707-28, i Rendsborg 1728-29, Hofpræst 1729-53, kgl. konfessionarius 1733-53. Medvirkende til indførelsen af konfirmationen i 1736
- Dåb: 6 jan. 1681, Tønder
Notater:
Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg.:
Johannes Bartholomæus Bluhme, 1.11.1681-25.10.1753, hofpræst. Født i Tønder, død i Kbh. (Petri), begravet i Petri k.s urtegård. Efter at være undervist i hjemmet studerende B. i Rostock 1700–02. Her nød han gæstevenskab hos professor Johann Fecht, en traditionstro teolog af ortodoksiens mildere observans. Med varme ord om B.s fromhed og enestående lærevillighed anbefalede Fecht B. til præsten ved Vartov, Johan Brunsmand. Gennem ham lærte B. den hallensiske pietisme at kende ved at læse Ph. J. Speners og Aug. H. Franckes skrifter, mens han øvede sig i dansk sprogfærdighed og tog attestats 1703. Kendskabet til den nye fromhedsretning blev afgørende for ham. Vel oplevede han ikke som Francke et på tid og time påviseligt gennembrud, men under et ophold i Kiel hvor han foråret 1705 lå alvorligt syg, gennemgik han en indre fordybelse i afgjort kristelig retning. "I denne Kors-Skole," sagde han, lærte han mere "til sin Sjæls Salighed, end han havde lært paa Universiteterne." Denne bekendelse der accentuerer forskellen mellem universitetsstudierne og den personlige fromhed er affattet i den hallensiske pietismes ånd. – De følgende år tilbragte B. med at undervise, studere og øve frivillig præstetjeneste. 1707 blev han sognepræst i Boren. Sin embedsgerning røgtede han med pietismens pastorale nidkærhed, og gennem de resultater han så af sin forkyndelse til omvendelse og helliggørelse følte han sig stærkt knyttet til sit sogn. 1728 flyttede han, efter at have modtaget en indtrængende henvendelse, til Rendsborg som førstepræst ved Mariekirken. Da Frederik IV i Rendsborg s.å. hørte ham vel omtalt lod han ham kalde til at prædike for sig i Odense med det resultat at han beskikkedes til tysk hofprædikant i stedet for Georg Johann Conradi der s.å. var blevet generalsuperintendent i Slesvig-Holsten. Efter Johan Frauens afsked 1733 blev B. konfessionarius, dog uden titel og rang; heri støttede grev Stolberg-Wernigerode kongen: "Deres Maj. har at skrifte for Gud og behøver ikke nogen daarlig katolsk Ceremoni." – B. kom til Kbh. i en bevæget tid. Pietismen havde efter adskillige års kamp konsolideret sin stilling i kirken, og efter tronskiftet 1730 kom den nye fromhedstype til at udøve en dominerende indflydelse i kirkens og skolens anliggender. Christian VI var en forsigtig mand; han kunne vakle når hans magtbevidsthed kolliderede med hans retfærdighedssans; men han søgte gerne råd hos dem der havde vundet hans tillid. Grev Stolberg vandt kongen for den hallensiske statspietisme der ville vække det kristne liv inden for den bestående kirke og således styrke denne mod den kirkekritiske separatisme. Pietismen fra Halle var også B.s retning, og Christian VI's tid blev derfor B.s gyldne magtperiode. B. blev kongens fortrolige og indflydelsesrige rådgiver og havde mod til at formane ham til at behandle både Anna Sophie Reventlow, Joh. Frauen og Fr. Lütken skånsomt. Efter 1735 da J. L. Holstein blev oversekretær i Danske kancelli blev B.s synspunkter også bestemmende i mange offentlige statsanliggender. – Pietismens reformbevægelse gjaldt både skolen og kirken. Den indsats B. ydede til skolens forbedring var betydelig. Sammen med Johan W. Schrøder udarbejdede han anordningen for en ensartet konfirmationshandling (1736), langt den mest gennemgribende af alle Christian VI's foranstaltninger som for skolens vedkommende medførte en forbedring og en udvidelse af undervisningen. B. havde sæde både i den forberedende og den udvidede kommission der skabte anordningen for almueskolevæsenet i Danmark-Norge (1739); kun de økonomisk begrænsede midler og mangelen på lærere hæmmede betydeligt den praktiske udførelse af kommissionsforslaget. For kirkens vedkommende udvirkede B. fra 1736 ansættelse af kateketer, uordinerede medhjælpere, en sag der havde kongens men ikke biskop Worms bevågenhed; endvidere var han medlem af det for en kort tid indflydelsesrige generalkirkeinspektionskollegium (oprettet 1737), et kirkeligt overopsyn uden afstukket virkegrænse.. Over for de separatistiske og herrnhutiske bevægelser ville B. gerne undgå at anvende statens tvang hvad der dog i længden ikke lod sig gøre, men over for en antipietist som Hans Mossin var han ubønhørlig streng. Bag denne officielle embedsvirksomhed stod hans af offentligheden kendte, private indflydelse på kongen. B. blev derfor misundt, hadet og bagvasket. Han var dog ikke en hensynsløs eller beregnende hykler, men en ærgerrig natur der benyttede sin magt og indflydelse, overbevist om at en kristelig vækkelse var det for kirken ene fornødne; derfor måtte man fremfor alt have præster der ville tjene dette formål, og derfor gav B. kongen lister over pietistisksindede kandidater og præster som burde forfremmes hvad der gav hykleriet næring. I de første år af Frederik Vs regering fortsatte han denne praksis, men det gamle regime var til hans ofte udtalte skuffelse uigenkaldeligt forbi. – B. var ikke skribent. Hovedsagen i hans litterære efterladenskaber er de pietetsfulde og varmtfølte ligtaler over kongen (4.10.1746) som vor tids David i fromhed og en fredskonge som Salomon og over dronning Louise (26.1.1752), hvor han med adresse til hoffet talte om tidens synd og letsindighed.
Familie
Forældre: rektor Christopher B. (1648–1710) og Cathrine Thomsen. Gift 1.12.1707 med Ida Amalie Jønsius, født ca. 1690,død 26.5.1760 i Kbh. (Petri), d. af præst i Boren, Angel, Georg J. (død 1706).
Ikonografi
To mal. (Fr.borg), det ene tilskrevet Pilo. Kopier herefter (Ledreborg, Borne k. i Sydslesvig). Min. Træsnit 1875. Monument i Petri k.
Annonce
Bibliografi
Selvbiogr. i D. G. Zwergius: Det sjællandske kleresi, 1754 800–09, og suppl. i Kirkehist. saml. 3.r. II, 1877–80 572–76. Dän. bibl. IV, udg. Otto Christopher Wenssell, 1743 468–70. – Jens Møller: Mnemosyne IV, 1833 272–83 og breve til J. B. B. 381–418. L. Koch: Kong Chr. VI's hist., 1886 144–48. Samme i Kirkehist. saml. 3.r. V, 1884–86 641–46. H. L. Møller: Kong Chr. d. sjette og grev Kristian Ernst af Stolberg-Wernigerode, 1889. Den da. kirkes hist. V, 1951. Erik Reitzel-Nielsen i Kirkehist. saml 7.r. V, 1963–65 511–13. – Papirer i Rigsark.
Johannes blev gift med Ida Amalie Georgsdatter Jønsz den 1 dec. 1707. Ida (datter af Georg Jønsz og Catharina Hobaeus) blev født i 1689 i Boren; døde den 26 maj 1760 i København (Petri). [Gruppeskema] [Familietavle]
|
|
|
|
