| |
|
Slægter med oprindelse i både det laveste og det højeste
Fra fattiglemmer til konger og kejsere
|
 |
|
 1614 - 1674 (59 år)
-
| Navn |
Laurits Mortensen Widsted |
| Fødsel |
maj 1614 |
Åby s. (Vedsted)  |
| Køn |
Mand |
| Beskæftigelse |
Sognepræst i Nakskov 1638-66; provst 1662 |
| Død |
8 mar. 1674 |
Køge |
| Begravelse |
Nakskov |
| Person-ID |
I809 |
simon |
| Sidst ændret |
7 jul. 2020 |
| Familie 2 |
Margrethe Lauritsdatter Thura, f. 1632 d. jun. 1695, Nykøbing F. (Alder 63 år) |
| Ægteskab |
4 jul. 1654 |
| Børn |
| + | 1. Karen Lauridsdatter Widsted, f. 1655 d. 1727, Rødby (Alder 72 år) |
| | 2. Cathrine Lauridsdatter Widsted, f. 1656 |
| + | 3. Laurits Lauritsen Thura, f. 20 aug. 1657, Nakskov d. 1 apr. 1731, Ribe (Alder 73 år) |
| | 4. Morten Lauridsen Widsted, f. 1659 d. 1659 (Alder 0 år) |
| + | 5. Morten Lauridsen Widsted, f. 1660 d. 22 dec. 1703, Tårnby (Alder 43 år) |
| | 6. Dorthea Lauridsdatter Widsted, f. 1661, Nakskov d. 1742, Ry (Alder 81 år) |
| + | 7. Hans Michael Lauridsen Widsted, f. 1662, Nakskov d. 1713, Haverslev (Alder 51 år) |
| | 8. Margrethe Lauridsdatter Widsted, f. 1664, Nakskov |
| | 9. Sophie Lauridsdatter Widsted, f. 1666, Nakskov d. maj 1676, Nakskov (Alder 10 år) |
| + | 10. Christian Stephan Lauridsen Widsted, f. 1667, Køge d. 23 jun. 1702, Viborg (Alder 35 år) |
|
| Familie-ID |
F560 |
Gruppeskema | Familietavle |
| Sidst ændret |
27 apr. 2018 |
-
| Notater |
- Student Aalborg 1634, magister 1641, sognepræst i Nakskov 1638-66, provst 1662. Døde evt. 19. marts 1674.
Tekst fra Bjørn Skinnerup:
I Nakskov kirke findes der et smukt portrætmaleri af ham. Laurids var fra 1625 elev ved Aalborg latinskole, hvorfra han 1634 tog studentereksamen. Fra 1634 studerede han teologi ved Københavns universitet og fra april 1637 var han huslærer for de fire ældste sønner af dr.theol., professor ved Københavns Universitet, senere biskop over Sjællands stift, Hans Hansen Resen i København. Wedsted var desuden huslærer for Bartholomæus Pedersen, en borgmestersøn fra Malmø. 1638 tog Wedsted baccalaur-graden ved Københavns universitet. Samme år ville han have været på en studietur til udlandet. Til dette formål var han blevet bevilliget et rejsestipendium fra det Winstrup-Resenske stipendium, og adelsdamen fra Sophie Brahe havde lovet at støtte ham økonomisk. Omkring Mikkelsdag 1638 tog Wedsted hjem til Nordjylland, for at tage afsked med sine forældre. Men da han kom til København, hvorfra afrejsen skulle finde sted, lå der et brev til ham, om at stillingen som sognepræst i Nakskov købstad og Branderslev sogn var ledig. Dette udmærkede præstekald søgte Wedsted, - og fik det. Udenlandsrejsen måtte altså aflyses. I stedet blev han 21/9-1638 kaldet til sognepræst for Nakskov-Branderslev sogne på Vestlolland. 1/6-1641 tog han magistergraden ved Københavns Universitet og 20/6 1662 blev han, af biskop Laurs Jacobsen, indsat som provst over Lollands nørre herreds provsti, under en ceremoni i Karleby kirke. Wedsteds embedstid som sognepræst i Nakskov (1638-1666) forløb ikke helt uden problemer. I februar 1658 kom den svenske hær til Nakskov og belejrede byen. Man beslutte at byen skulle overgive sig til den svenske overmagt. Der skulle forhandles om betingelserne for Nakskovs overgivelse. Svenskerne lod den danske adelsmand, landsforræderen Corfitz Ulfeld forhandle på den svenske konges vegne, medens sognepræst Wedsted og 2 andre personer forhandlede på Nakskov-borgernes vegne. Kort tid efter drog svenskerne bort, blot for at vende tilbage året efter. I 1659 belejrede de svenske soldater Nakskov i hele 11 uger, hvor byens borgere gjorde, så godt de kunne. Af og til bombarderede svenskerne byen med granater og kanonkugler. Især var kirken et yndet mål, det var nemlig her Nakskov-borgerne opbevarede byens våben- og krudtarsenal. Søndag den 19/6-1659 var gudstjenesten netop igang, sognepræst Wedsted stod ved alteret og det samme gjorde hans 2 kapellaner, og menigheden sang,: "nu bede vi den Helligånd", da en svensk granat pludselig slog ned i koret, "skrås over præstens hoved og strejfede kapellan Saxtrups ene arm, men i øvrigt uden at nogen kom til skade. Kun ligstenen hvorpå den faldt, og altertavlen blev ødelagte". Ved den lejlighed skrev kapellan Saxtrup et vers, "Der vi her præster alle tre - til stede i koret vare - med bøn og bod at lad' os see - kom over os slig fare"! Det var dog ikke de eneste fortrædeligheder han udsattes for: Han blev 1666 efter en højesteretsdom grundet nogle mindre heldige udtalelser om sin broder, Peder Mortensen der var borgmester i Nakskov, afsat fra begge sine embeder. Den samtidige beskrivelse af Hr. Provst Magister Laurits Mortensen Widsted. "Denne mærkværdige mands historie er i korthed således: I Vendsyssel var han født 1614 og altså var han en Jyde; det var skade! Hans fader Morten Ibsen og Moder Karen Jensdatter, som var jævne bønderfolk, fik i sinde at lade ham i dåben nævne efter deres i samme dage bortdøde præst Laurits. Dette indfald gav anledning til, at Laurits Mortensen skulle til bogen (altså studere). Fra Aalborg skole blev han student 1634. I København blev han informator i Dr. Hans Resens hus. Rigsråden Just Høeg fik sådan godhed for ham, at han overtalte sin fru moder, Sophie Brahe, at tillægge ham 300 Dlr. årligt i 3 år, for at han kunne gøre lærde rejser, men inden han kom ud af riget, kom stiftsbefalingsmand Palle Rosenkrantz' brev til ham, tilskyndede ham Nakskovs pastorat. Det var betænkeligt; thi hr. Laurits var ikke 25 år gammel, han tog dog imod tilbudet; han kom og var en ivrig lærer. På altertavlen i Nakskov kirke læses, at hans søstersøn Peder Christensen blev i Viborg ihjelstukken af Christian Urne, som af forældrene blev af retten søgt. Urne blev dømt at afsone mordet med penge, hvilke penge som beløb sig til 500 Rdl. blev anvendt til altertavlen, som endnu findes i kirken. Magister Laurits havde en huskapellan ved navn Hans Korseberg, hvilken menes at have ophidset hr. Widsteds broder, borgmester Peder Mortensen, imod præsten. Præsten blev hidsig og talede om sin broder, borgmesteren, det han ikke burde kunde bevise, og blev desårsag 1666 efter højesterets dom virkelig afsat og levede derefter endnu 8 år i Nakskov. Han var gift 2 gange. Først med enken Karen Nielsdatter, ved hvis død d. 21 Februar 1653, han året efter ægtede Margrethe Nielsdatter Thura, en datter af Magister L. Pedersen i Nykøbing, som fødte ham 5 sønner og ligeså mange døtre. Den en søn, Laurits Thura blev biskob i Ribe 1714 og døde 1731. Hvor meget eller lidt del Kapellan Korseberg har haft i Widsteds ulykke og i hvor høj grad han selv har forskyldt den, må en grundigere undersøgelse af de endnu eksisterende aktstykker afgøre. Så meget er vist, at der omtrent fra denne kapellans tid er foregået en lige så øjensynlig som skadelig forandring i Widsteds karakter. Før denne tid fremtræder han som en nidkær, forstandig, velvillig og godgørende mand, der nød udelt agtelse i sin menighed; men siden hen bliver han så mistænksom, pirrelig og trættekær, at det på ingen måde kan undskyldes. Hvad han på prædikestolen beskyldte sin broder for, har det ikke været muligt for udgiveren (Peter Rohde), at få oplysninger om, men at broderen ike alene var en rå og myndig mand, men også på en uretfærdig måde søgte at gøre sig sine medborgeres elendighed til nytte, fremgår noksom af aktstykker i byens arkiv og findes for en stor del alt godtgjort i "mindeblade om Nakskovs fortid". Med Korteberg havde Widsted flere stridigheder, dels fordi de sigtede hinanden for at have talt ilde om hinanden i forskellige prædikener og dels af andre grunde. At Widsted imidlertid anså sig for den mest forurettede part, ser man tydeligt alene af hans senere signet, som var en flagrende due mellem 2 slanger (Korseberg og Borgmesteren?), som snoede halerne om hinanden, men også af hans breve, hvoraf en del endnu haves. Dette beviser endnu mere hans skarpe ord i Ministerialbogen, da han nedlagde embedet og inspektionen på den nu fjernede præstetavle, hvor han ved sit navn tilføjer disse ord," herren ser; han gav, han tog; herrens navn være lovet". Hans billede i kirken, har holdt sagnet om hans ulykke ved lige mellem byens borgere og dette sagn fortæller endnu, at han faldt som offer for sin egen ubetænksomhed og sine fjenders slethed. Da hans hustru Karen Nielsdatter blev begravet skrev han i kirkebogen: " begravet min egen hjærte allerkjæreste salige Hustru, Karen Nielsdatter, Gud unde mig att finde hende i sit (elni) Rige blant alle udvalte". Kirsten Nielsdatter var enke efter Jørgen Christensen der døde 1633 og Peder Hansen der døde 1638. Begge var sognepræster i Nakskov-Branderslev. Efter sin dom den 27/7-1666 flyttede han med familien til Køge hvor han helligede sig sin forfattervirksomhed. Hans sidste indførsel i kirkebogen lyder: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet"! I 1648 havde han fået udgivet bogen, "Salomons Høyesang, efter Ordenis naturlig bemerckelse korteligen forklaret udi en Samtale imellem fordum Stormæctige Første og Herre, Herr Christian den Femte saa oc den Salig Herris effterlatte Førstelige Encke Magdalene Sibilla sampt deris fordum fellis Førstelige Hoff", trykt 1648 i København. I 1649 fik han trykt en ligprædiken i København, nemlig en ligprædiken over den afdøde borgmester i Nakskov, Mads Bergen. Under opholdet i Køge fik han trykt følgende arbejder: "Christelige smaa Psalmer" og "Tvende gudelige nye Psalmer", begge hæfter trykt i København 1668, men de er desværre begge gået tabt. Året efter kom hans "Kong Davids Poenitentz Skole eller Skoles siv Lectier, det er: De siu (7) Kong Davids Poenitentzis Psalmer udi noget viitløfteligere oc forklarligere Bønner befattet. Læs mig Wel", trykt i København 1669. (Den sidste sætning "Læs Mig W I 1658 skrev Wedsted desuden en beretning om overgivelsen til svenskerne, med titlen, " Relation om Nagskovs Beleirings-Accord og Opgiffvelse 1658 saa oc om Nagskovs Lycke-Handel", den er nu gået tabt. Om Laurids Widsteds død fortæller sønnen, biskob Laurids Thura Wedsted: "Anno 1674 efterat hand længe tilforn, ei saa meget af Alder, som Sorrig, hafde været svekket og udmattet, blev hand af et Skørbugs Tilfald angreben, at det venstre Laar ligesom sov paa hannem og var halv-døt, og 14 Dage før hans Død betog samme Paralysis.
|
|
|
|
