| |
|
Slægter med oprindelse i både det laveste og det højeste
Fra fattiglemmer til konger og kejsere
|
 |
|
 1706 - 1759 (53 år)
-
| Navn |
Laurids Lauritsen de Thurah |
| Fødsel |
4 mar. 1706 |
Aarhus  |
| Dåb |
6 mar. 1706 |
Aarhus |
| Køn |
Mand |
| Beskæftigelse |
Generalbygmester m.m. |
| Død |
6 sep. 1759 |
København |
| Begravelse |
13 sep. 1759 |
København (Trinitatis k.) |
| Person-ID |
I5666 |
simon |
| Sidst ændret |
20 jun. 2019 |
| Familie 1 |
Anna Rosenørn, f. 17 jul. 1714, Aarhus d. 23 jan. 1748, København (Alder 33 år) |
| Ægteskab |
19 okt. 1740 |
| Børn |
|
| Familie-ID |
F3293 |
Gruppeskema | Familietavle |
| Sidst ændret |
27 apr. 2018 |
-
| Billeder |
 | Laurids de Thurah
Hofbygmester, senere generalbygmester, Laurids de Thurah. Maleri af Johan Hørner |
-
| Notater |
- Dansk Biografisk Leksikon:
Laurids de Thurah, Laurids Lauridsen de Thurah, 4.3.1706-5.9.1759, arkitekt. Mens han endnu fik privat undervisning i Ribe blev Laurids de Thurah efter Frederik 4.s ønske 1719 optaget på Landkadetakademiet i København. 1725 blev han sekondløjtnant (underkonduktør) i ingeniørkorpset og gjorde i fire år tjeneste i Rendsborg.
Ved at påkalde sig kongens opmærksomhed bevilgedes han en studierejse 1729–31 til Tyskland, Italien, Frankrig, Holland og England for der at uddanne sig i civilbygningskunsten. En påbegyndt rejseberetning følger ham kun til Kassel, hvorfor nøjere oplysninger om hans studier mangler. En enkelt opmålingstegning af Pietro de Cortonas kirke SS. Martina e Luca i Rom tyder på, at han foretog omhyggelige og grundige undersøgelser, hvor han kom frem. Rejseruten viser, at han må have opsøgt de vigtigste centre for barokkens arkitektur, i Frankrig således Jules Hardouin Mansarts hovedværker, Jean Berains og Jean Marots interiører, i Italien den romerske højbarok og i Sydtyskland-Østrig J. L. Hildebrandts vigtigste arbejder.
På trods af uddannelsen som civilarkitekt tilhørte Laurids de Thurah hele livet formelt militæretaten. 1732 blev han konduktør, 1733 kar. kaptajn, 1735 overkonduktør, 1736 kar. oberstløjtnant, 1739 kaptajn, 1744 kar. oberst, i 1753 tog han sin afsked fra ingeniørkorpset og fik s.å. tillagt generalmajors karakter. Ikke længe efter hjemkomsten blev han betroet byggeopgaver for kongen. Palæet i Roskilde opførte han 1732–33, her viste han sin fortrolighed med den sydtysk-østrigske barok i den centralt anbragte trappe og den krumme portfløj.
1733 fik Laurids de Thurah bestalling som hofbygmester, og ved nyordningen af det kgl. bygningsvæsen 1735, da E. D. Hausser blev generalbygmester, fik han overdraget tilsynet med kronens bygninger på Sjælland og Lolland-Falster. Da Christiansborg var rede til at indrettes, blev det Laurids de Thurahs opgave at forestå den indre udsmykning af knap halvdelen af slottets rum i kongens og kronprinsens etager, først og fremmest dronningens lejlighed. Han udførte også projekter til hovedtrapperne og slotskirken i konkurrence med Hausser og N. Eigtved, uden at de dog kom til udførelse. Sammen med Eigtved indgav han forslaget til marmorbroen og pavillonerne derved, uden at hans andel i projektet lader sig fastslå med sikkerhed.
De gentagne ombygninger og udvidelser af Hirschholm slot, der i flere etaper fandt sted i tiden 1733–44, var hans vigtigste og mest selvstændige arbejde i denne periode. Med forskellige tyske slotsanlæg i erindring, og med slottet i Salzdahlum som direkte forbillede for planens vedkommende lod han forskellige franske anlægstyper fra 1600-tallet være baggrunden for Hirschholm slot. Sansen for plastisk virkning i grupperingen af bygningskroppene viste han i portfløjen med det obeliskformede tårnspir af tydelig sachsisk-polsk herkomst.
1734–36 opførte han jagtslottet Eremitagen i Jægersborg dyrehave. Han lader det lille hus beherske sletten, idet beletagen er løftet op på en høj sokkeletage. I bygningskroppen er der tydelige mindelser om Palais im grossen Garten i Dresden, men også motiver fra Versailles havefacade ses. Inden døre blandes nationale og internationale strømninger, med overvægt mod den østrigske, Hildebrandtske interiørstil. Det er sandsynligt at Laurids de Thurah ved samme tid indrettede kapellet på Bregentved for Poul Løvenørn, her ses samme påvirkning fra Hildebrandt. På Vallø byggede han 1736–38 "det hvide stift" som forbandt to af de gamle fløje, et af hans mest charmerende arbejder og meget karakteristisk for hans kunst. Med Jægergården ved Jægersborg slot (1734–38) skabte han et smukt staldanlæg.
Da Hausser 1742 gik af som generalbygmester blev bygningsvæsenet underlagt en kommission, hvori både Laurids de Thurah og Eigtved fik sæde. Fordelingen af de kongelige bygninger hofbygmestrene imellem ændredes. Eigtveds moderne og elegante franske stil havde vundet størst yndest ved hoffet, hvorfor denne fik København som sit domæne, mens Laurids de Thurah måtte tage til takke med Fyn og Jylland foruden de provinser, han havde i forvejen. Denne klare desavouering følte de Thurah stærkt, og 1750 trak han sig tilbage til sit gods Børglum kloster og 1753 opgav han tilsynet med bygningerne på Sjælland. Han bygger derfor ikke så meget i denne periode som tidligere. 1742–46 opførte han stutterigården ved Frederiksborg, og 1743–44 byggede han kavalerbygningerne ved Sorgenfri. Han rejste monumentale spir på to af Københavns kirker. I en lidt reduceret udgave udførte han det af Vincents Lerche projekterede spir på Vor Frue 1742–44, og 1749–52 stod han for det festligt spiralsnoede spir på Vor Frelsers kirke, en parafrase over Francesco Borrominis lille spir på S. Ivo i Rom.
1746ff fuldendte han Ledreborgs cour d'honneur med opførelsen af biblioteksbygningen og museumsbygningen samt opstillingen af obeliskerne og det hegnende gitter. Det er et helstøbt værk, et af højdepunkterne i dansk barok. Sit eget herresæde Børglum kloster ombyggede han i begyndelsen af 1750'erne karsk og fyndigt, som det passede sig for det robuste anlæg. For A. G. Moltke udførte han en ombygning og regularisering af Dronninglunds ene fløj.
Efter at Eigtved var død 1754, ændredes Laurids de Thurahs tilværelse markant. Han vendte tilbage til København, hvor han blev udnævnt til generalbygmester 1754 og selvfølgeligt overtog alle de vigtige byggearbejder i hovedstaden og omegn, som konkurrenten havde haft. Amalienborgkvarteret stod under opbygning, og fuldførelsen af arbejdet hermed var det vigtigste. Frederiks hospital skulle afsluttes ved opførelsen af forbygningerne mod Bredgade og Amaliegade. Efter Eigtveds oprindelige plan skulle der have været flere mindre bygninger i gadelinjen, men Eigtved havde allerede bestemt, at de store forbygninger skulle have den størrelse, de fik i Laurids de Thurahs udførelse, hvorfor det er grundløst at klandre de Thurah for med de store bygninger at have knust Eigtveds anlæg. Han udførte to voldsomt barokke forslag til Frederikskirken, men det blev N.-H. Jardin, der fik opgaven at fuldføre den.
Bortset fra arbejderne i Frederiksstaden var det ikke store ny opgaver, der ventede ham i hans sidste år. Der kan nævnes en række mindre arbejder som udvidelsen af Fredensborgs hovedbygning (1756), Frederiksberg haves indgangsparti ved Frederiksberg runddel 1755–56, palæforvalterboligen ved Prinsens palæ 1757. Til sig selv byggede han to huse. Med Amaliegade 25 (1755–57) demonstrerede han tydeligt, at han ikke ønskede at føje sig fuldstændigt under Eigtveds stil i Frederiksstaden. Også med den ny hovedbygning han opførte 1756–58 på Holtegård viste han sig selvstændig i forhold til den fremherskende smag for, hvordan et landsted skulle være.
Laurids de Thurah kan kaldes dansk arkitekturhistories fader, selv om hans forfatterskab snarest må karakteriseres som topografisk. Med udgivelsen af Den danske Vitruvius (bd. I, 1746, og bd. II, 1749) behandlede han henholdsvis hovedstadens og provinsens arkitektur på en for tiden karakteristisk, vidtløftig maner, hvor mange af de kontante oplysninger, der i dag forventes af et arkitekturhistorisk værk, savnes. De 281 kobberstukne tavler udgør en umiskendelig skat, som enhver dansk arkitekthistorie efter ham har stået i dyb gæld til. Han opnåede aldrig at udgive det tredje bind, hvortil der forelå fuldt manuskript og de fleste fortegninger til tavlerne (bindet udgivet 1967). Laurids de Thurah havde langt større planer om et værk i ti bind, hovedsagelig baseret på manuskriptet til Resens atlas, hvor der skulle gives en topografisk beskrivelse af hele landet. Hans beskrivelse af København Hafnia Hodierna (1748 (genudg. 1967)) med 110 kobberstik er den bedste kilde, vi har til forståelsen af baroktidens København. Mindre betydelige er de beskrivelser, han udgav af Bornholm 1756 (genudg. 1968) og Samsø (genudg. 1969) samt Amager med Saltholm 1758 (genudg. 1968).
Af Laurids de Thurahs breve, skrifter og embedsskrivelser fremgår, at han var en myndig herre, autoritær og noget tilbøjelig til at udvise heftighed, nu og da kommer en vis brøsig humor frem i skrivelserne, sådan som den også kan læses ud af Johan Hörners portræt af ham. Han var en ener blandt tidens arkitekter, idet han både var godsejer, adelsmand og lærd. En af de få arkitekter, de Thurah nævner i Den danske Vitruvius, var Lambert van Haven, og der er næppe tvivl om, at han har skattet denne vor baroks første betydelige arkitekt samt følt sig som hans arvtager, hvad han også var som senbarokkens største navn. Han havde selv dannet sig sin mening om bygningskunsten og fastholdt stædigt sin egen linje, der ikke var til fals for moden. Han havde en udpræget sans for væsentlige egenskaber ved bygningen som klumpen og massernes fordeling på næsten skulpturel vis.
Familie
Laurids de Thurah blev født i Århus, døde i København (Trin.), begravet sst. (Trin. k.).
Forældre: sognepræst, senere biskop Laurids Thura (1657–1731) og Helene C. With (død 1760). Adlet under navnet de T. 1740. Gift 1. gang 19.10.1740 med Anne Rosenørn, født 17.7.1714 på Tvilumgård, død 23.1.1748 i Kolding, d. af oberstløjtnant, senere generalmajor Poul R. til Mejlgård og Katholm (1670–1737) og Mette Benzon (1693–1752). Gift 2. gang 16.1.1750 i Børglum med Christiane Marie Kiær (Kiærskiold), født 28.7.1714 på Krastrup, død 25.3.1760 (gift 1. gang 1740 med Johan Henrik Rantzau til Børglum kloster og Ågård, 1700–48), d. af godsejer Frederik Kiærskiold til Børglum kloster (ca. 1675–1738) og Inger Pop (1692–1740). – Bror til Albert Thura og Diderich de Thurah.
Ikonografi
Mal. af Johan Hörner (Fr.borg), litografi 1868. – Mindetavle af Aage Wulff og Edmund Egetoft opsat 1981 (Trinitatis k., Kbh.).
Bibliografi
Selvbiografi i Iris og Hebe, 1803 II 17–50 97–134. – Fr. Weilbach: Architekten L. T., 1924. Chr. Elling i Fra arkiv og museum 2. ser. II, 1927–43 230–35. Samme i Kunstmuseets årsskr. XX-XXI, 1933–34 214–76. Samme i Artes VII, 1939 57–94. Samme i Småskr. tilegnede Aage Friis, 1940 121–33. Samme: Christiansborg-interiører, 1944 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. sept. 1944. Danm.s kirker. København I–II. 1945–65. H. C. Rosted: Hirschholm, 1963. Mogens Bencard i Arv og eje, 1966 5–26. Hakon Lund i Den danske Vitruvius I–III. 1966–67. Samme i Det danske kunstindustrimuseum 1964–69, red. Merete Bodelsen, 1969 15–50. Samme i Christiansborg slot., red. Kr. Hvidt m.fl. I, 1975. Jan Steenberg: Fredensborg slot, 1969. John Erichsen: Frederiksstaden, 1972. Arkitekten L. de T. 1706–59. Udstillingskat., Kunstindustrimuseet, 1981.
|
|
|
|
