Notater

Danmarks Kirker, Odense Domkirke, Gravminder:

Begravet i Odense Domkirke i midtergangen lige før koret. Beskrevet som en gammel begravelse med nyt kuglehvælv over, dvs. tøndehvælv med stikkapper, ved begge sider af åbningen, som var midt i gangen; 3½ alen lang og 4 alen bred (2,19x2,51 m). Stødte med vestenden op til åbningen af begravelse nr. V,1 under de lange mands- og kvindestole i den brede gang, dvs. i midtskibets 4. fag. Foroven belagt med fliser. 1791 belagt med stenoverliggere.

1758 og 1777 omtalt som tilhørende kancelliråd Mogens Mule (død 1759). Placeringen af Hans Mules nu forsvundne gravsten uden for kordøren kunne tyde på, at Mogens Mules tipoldefar oprindelig ejede begravelsen, der herefter kunne være gået i arv i lige linje til Mogens Mule - via Jørgen Mule (død 1634), Mogens Jørgensen Mule (død 1680), der angiveligt ejede en begravelse i kirken, og professor Erik Mule (død 1751, far til kancelliråden). Nedenfor er dog kun anført de medlemmer af familien, der med en vis sandsynlighed kan henføres til denne begravelse:

Begravelser: Antagelig Hans Mule (død 29. sept. 1602) og hustru, Mette Kotte (død 20. marts 1613) samt deres tre børn, Lauritz Mule (død 24. marts 1603), Else Mule (død 25. jan. 1605) og Marin (Maren) Mule (død 5. juli 1607); muligvis Birgitte Mogensdatter Rosenvinge (død 20. okt. 1623 og begravet i en muret grav "næst hos" Hans Mules grav (her?)); Jørgen Mule (død 6. juli 1634, begr. her ("i de Mulers grav under korsdörren", jf. nu forsvunden kisteplade)); Mogens Jørgensen Mule (død 19. okt. 1680 og begr. 20. okt. s.å.); Mogens Mule (begr. 21. dec 1759); kancellirådinde Mule (Gertrud Gørtzen, g.m. Mogens Mule) (begr. 30. juli 1774 i professor (Erik) Mules grav (vel her)).

Nu forsvundne kister: 1758 og 1777 er nævnt to gamle kister.
 

Danmarks Kirker, Odense Domkirke, Gravminder:

Begravet i nordre sideskibs 1. fag. En gammel, muret begravelse, 4 alen lang, 3½ alen bred (2,51x2,19 m), uden for gravgitteret foran Ebbe Munks begravelse. Opfyldt 1795. Erhvervet 1632 af Hans Mikkelsen.

Begravelser: Antagelig Christine Hansdatter (død 1627 og nævnt på ligsten); Hans Mikkelsen (død mellem 24. og 25. marts 1651, begr. 8. april s.å.); Ludvig Hansen (død 7. nov 1652); Catharina Henriksdatter (begr. 20. april 1655).

Kister: 1758 og 1777 er registreret to store og en lille kiste. 

Finn Gads artikel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave:
Hvor og i enkeltheder hvorledes J.C. Mørchs barndom forløb vides ikke. Der findes kun hans eget udsagn om at han havde "lidt under Fattigdom fra Fødslen af". Dette erfaringskompleks medførte en varmhjertet medfølelse med al uforskyldt fattigdom og i hele hans liv en rundhåndet hjælpsomhed over for den. Hans gode forstand og hurtige nemme må tidligt have givet sig udtryk for som tolvårig blev han antaget på et advokatkontor i Drammen. Her arbejdede han med sager i "det juridiske Fag" og planlagde at tage eksamen som dansk jurist. Hans foresattes død 1784 umuliggjorde gennemførelsen af hans fremtidsplaner. J.C. Mørch tog til København og blev, 17 år gammel, i foråret 1785 ansat ved Den kongelige grønlandske handel og udsendt som håndskriver for inspektøren i det sydgrønlandske inspektorat i Godthåb. Ankommet dertil blev han omgående sendt til Frederikshåb som assistent. J.C. Mørchs særlige egenskaber, hans ligefremhed, omgængelighed, hjælpsomhed og gæstfrihed, hans fantasi, energi, djærvhed og personlige mod og dristighed kom straks til udfoldelse. Disse egenskaber og hans hurtige sprognemme bragte ham i et godt forhold til både koloniens vege bestyrer, de udsendte kolonister og den grønlandske befolkning, styrket yderligere ved hans ægteskaber. Hans virke bragte det noget besværlige kolonidistrikt ind i en god tilstand. Efter 1787-90 at have ledet det lidt nordligere beliggende Fiskenæsset vendte han tilbage til Frederikshåb, nu som bestyrer. 1794 blev han forflyttet til Julianehåb som han så bestyrede til 1813, bortset fra et års permission (1806-07). Efter hjemkomsten tog han ophold i Norge hvor han valgte at blive fra 1814. Han boede i Bergen hvor han blev udnævnt til kasserer for maleværket og landværtskommissionen og fra 1820 til sin død som toldkasserer for indgående varer.

Foruden de nævnte egenskaber, fortrinlige for en kolonibestyrer i Grønland, havde J.C. Mørch udprægede stilistiske evner. Hans skriftlige formuleringer er ofte overraskende, ind imellem præget af en lun humor, dog med en tendens til et noget svulstigt ordvalg efter tidens smag. Hans journaler (i Rigsarkivet) giver malende beskrivelser og et utal af nyttige oplysninger. I Bergen kom hans evner som skribent til udtryk i redaktionen af ugebladet Bjørgvin 1815-16. Men han havde også andre interesser. De overordnede "handelsbetjente" havde pligt til at samle mineralogiske oplysninger. Det gjorde J.C. Mørch til en hobby, bad om litteratur om mineralogi og sendte sine samlinger til København. Han fandt 1796 kobbererts på den ø hvor senere Fr. VII's kobbermine 1851 blev åbnet. Da mineralogen Karl Ludwig Giesecke rejste rundt i Julianehåb distrikt var J.C. Mørch ofte hans ledsager og interesserede hjælper. Som andre bestyrere indleverede han 1800 sit responsum til kommissionen af 1788 hvilket han typisk nok gav titlen En Skiærv til Grønlands Held. Heri diskuterede han blandt andet den naturlige baggrund for indførelse af egentlige love i Grønland og konkluderede at en eventuel lovgivning måtte være "bekræftende, rettende og forandrende", altså på samme gang anerkende det bestående og vejlede ind i fremtiden. Han hvilede så at sige intellektuelt og åndeligt i oplysningstiden, var stærkt kristent troende og nationalt på vej. Dette gav sig udtryk i et godt og tæt forhold til missionen, hans interesse for undervisning, planmæssig opdragelse og oplysning. Han forfattede derfor på grønlandsk en slags almen pædagogisk morallærebog, skabt over den kendte tyske filantropist J. H. Campes skrifter (sandsynligvis mest dennes Theofron, udkommet på dansk 1792). J.C. Mørch formede sit skrift som en række fingerede samtaler med Hans Egede som den "erfarne" og hans "disciple" som de "uerfarne" og kaldte det Hans Egedes Aftensamtaler. Hvornår de er skrevet vides ikke. En oversættelse af C. M. Wielands "Oberon" cirkulerede i afskrifter og blev senere trykt (1863) i Atuagagdliutit. Et andet manuskript Frietimer, 1801 (Norges Svalbard- og Ishavs-undersøkelser. Medd. LII, Oslo 1942) skulle vel også tjene til oplysning. Dette rummer et indirekte udtryk for hans nationale sindelag, en beskrivelse af Østerbygden, de "gamle Norskes" hovedbygd. At han var direkte nationalt bevidst fremgår af at han altid mente Norge når han brugte ordet "Fædrenelandet", hvorimod de fleste andre udsendte, både dansk- og norskfødte, tænkte på begge kongerigerne. Hans nationale harme vendte sig kraftigt mod englænderne såvel i 1801 som under krigen 1807-14. I den periode var han desuden ustandselig på færde for at skaffe de nødvendigste forsyninger til sit distrikt hvor alt stagnerede på grund af varemangelen. Stædigt og egenmægtigt foretog han lange rejser op langs kysten for at skaffe det fornødne. Han følte sig og sit distrikt isoleret og svigtet. Med årene kom han i et vist modsætningsforhold til de øvrige distrikters embedsmænd, især det nordre inspektorats. Bag det hele lå der måske også en vis skuffelse over at han var vraget ved besættelsen af embedet som inspektør i det søndre 1803 hvortil den "nordgrønlandske" M.N. Myhlenphort blev valgt af direktionen. Den udnævnte inspektør respekterede dog i alle måder J.C. Mørchs enestående dygtighed og tog vidt hensyn til hans særpræg. Måske forekom det J.C. Mørch at han ikke kunne finde mulighed for at se sine ambitioner opfyldt i Grønland, og muligvis derfor rejste han bort derfra 1813.

Familie
J.C. Mørch blev født i Frederikshald, døde i Bergen og er begravet samme sted. Herkomst ukendt. Gift 1. gang 4.12.1791 i Frederikshåb med Sophia Magdalena Kleist, født 9.4.1770 i Frederikshåb, død 23.11.1802 i Julianehåb, datter af bødker Christian Larsen Kleist (død 1787) og Else (død 1791). Gift 2. gang 13.10.1805 i Julianehåb med Erica Kleist, født 26.10.1785 i Frederikshåb, død 27.12.1846 i Bergen, datter af bødker og udstedsbestyrer David Lars Emanuel Kleist (søn af ovennævnte C.L. Kleist) og Helene.

Ikonografi
Akvarel af J.C. Mørch i profil.

Bibliografi
Grønlandske journaler og embedspapirer, udg. H. Ostermann, Oslo 1935 = Norges Svalbard- og Ishavs-undersøkelser. Medd. XXXIII 198f 229-32. J. C. M.: Avhandl. om Grønland 1799-1801, udg. samme, Oslo 1942 = sst. LII. – [J. Gran:] Skizzer af Bergenske forhold fra ældre og yngre tid II, Bergen 1875 10-15. Eugen Warming: Morten Wormskjold, 1889 (særtryk af Vidensk. medd. fra den naturhist. foren. s.å.). Karl Ludw. Gieseckes Mineralogisches Reisejournal, 1910 = Medd. om Grønland XXXV 15-42 207-14. Det grønlandske selsk.s årsskr. 1918, 1919 10 (Niels Rosing Bulls beskr. af Sydgrønlands inspektorat 1802). H. Ostermann: Nordmænd på Grønland II, Oslo 1940 623-32. Kn. Oldendow: Bogtrykkerkunsten i Grønland, 1957 16. Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands hist., 1974. Samme: Grønlands hist. III, 1976. - Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.
----------

JCM's principal i Bragernes (nu Drammen), prokurator Hans Ulrich Kyhn, døde 1784, begr. 17/7, 45 år gl. 

Hans Lunds artikel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. (1981):
En del af sin skolegang fik Knudsen i Husum for at lære tysk. Tidligt hjalp han sin far med kreaturhandelen, og på en af sine handelsrejser lærte han sin tilkommende hustru at kende. Hun var eneste barn af Vesteregnens rigeste bonde. Knudsen var kun nitten år, da han giftede sig og tog bolig i Forballum, hvor han 1830 lod opføre en overordentlig smuk marskgård. Det var til hans og naboen, senere folketingsmand Niels Andersen Hansens hjem, Chr. Kold kom som huslærer 1838 på foranledning af den unge grundtvigianske sognepræst L.D. Hass, der bragte Knudsen i forbindelse med grundtvigske kirkelige og folkelige tanker. Det var i hans kreds, højskoletanken først rejstes i Sønderjylland (1841), han var medvirkende ved Rødding Højskoles oprettelse, havde en tid på den slesvigske forenings vegne skøde på dens ejendom og var senere medlem af dens bestyrelse. 1848 deltog Knudsen i Vesteregnens væbning mod fjendtlige indfald. Han valgtes 1849 til landstingsmand (som boende i enklaverne hørte han kongeriget til), men nedlagde 1851 sit mandat. – 1851 købte han af amtmand J.F. de Neergaards bo godset Trøjborg med avlsgården Visby Hedegård (68½ og 18½ tdr. htk.) med det dertil hørende fæstegods (1050 tdr. htk.). Han ville fortsat leve som bonde (han kaldte sig stadig gårdejer og afslog den ham 1851 tillagte kammerrådtitel) og ønskede ikke at bebo slottet, som han tilbød den danske stat som gave, hvis den ville indrette et dansk seminarium der. Gaven blev afslået, og Knudsen lod 1854 slottet nedrive. Fæstegodset solgte han til selveje på meget lempelige vilkår. I tiden mellem krigene var den hovedrige bonde den førende skikkelse i Vesteregnens åndelige liv. Først i 60'erne var han med til at rejse "klosterbrødrene"s kritik af den danske sprogpolitik i Mellemslesvig. Efter 1864 trak han sig ud af politik. – Også i det praktiske liv var han en foregangsmand. Han blev landvæsens-kommissær, deltog i store afvandingsarbejder (Rolfsø, Filsø), indførte den første korthornstyr fra England, var medstifter (1854) af de blandede distrikters landboforening og fra 1856 dens formand, m.m. 

Student Horsens 1765, cand.theol. 1771, res. kap. 1772 i Aarhus og sognepræst 1785 i Gauerslund; 1797 provst i Holmans herred, 1804 tillige i Elbo herred og 1806 i Vinding herred; 1817 afskediget med amtsprovst-rang. Hvorvidt han døde den 4. eller den 5. marts, kan diskuteres. Ifølge kirkebogen er det den 5., men andre kilder (skiftet og dødsannoncen) taler om den 4. marts.